Pengeinstituts beregning af nedskrivningsbehov på udlån (bedste skøn i forhold til den konkrete låntager)

Fondsrådets afgørelse i 2. halvår af 2005 om et pengeinstituts beregning af nedskrivningsbehov på udlån (bedste skøn i forhold til den konkrete låntager)Fondsrådets afgørelse i 2. halvår af 2005 om et pengeinstituts beregning af nedskrivningsbehov på udlån (bedste skøn i forhold til den konkrete låntager) Regnskabsregler: IAS 39, afsnit 59, 63, AG 84 og regnskabsbekendtgørelsens § 52
Dokumenttype: Undersøgelse af regnskabspraksis
Regnskabsår: 2005

1. Beskrivelse af sagen

Der er tale om et pengeinstitut, som for 2005 skal aflægge koncernregnskab efter de internationale regnskabsstandarder, og som har oplyst, at moderselskabsregnskabet forventeligt vil blive aflagt efter de danske regnskabsregler i lov om finansiel virksomhed og regnskabsbekendtgørelsen for pengeinstitutter m.v. Der er i forhold til denne problemstilling ikke forskel på de internationale regnskabsstandarder og de omtalte danske regnskabsregler, hvorfor afgørelsen er relevant i forhold til begge regelsæt.

Sagen omhandlede, hvorvidt instituttets metode for beregning af nedskrivningsbehov på individuelt vurderede udlån var i overensstemmelse med reglerne herfor. Fondsrådets kontrol tog ikke udgangspunkt i en konkret års- eller delårsrapport, men byggede på en gennemgang af instituttets praksis.

Ved beregning af nedskrivningsbehov for individuelt vurderede udlån anvendte instituttet en fast nedskrivningsprocent af blanco og forholdt sig ikke i alle situationer til, om den herved fremkomne nedskrivning var udtryk for bedste skøn for det enkelte udlån/den enkelte låntager.

2. Retligt grundlag

I henhold til IAS 39, afsnit 63, og regnskabsbekendtgørelsens § 52 skal der for et udlån, hvorpå der er objektiv indikation for værdiforringelse, beregnes en nutidsværdi af de fremtidige forventede betalingsstrømme. Dette indebærer, at der altid skal foretages et bedste skøn over de betalingsstrømme, der ville komme fra det konkrete udlån / den konkrete låntager.

3. Fondsrådets vurdering

Det var Fondsrådets vurdering, at anvendelse af en fast nedskrivningsprocent af blanco ikke i alle tilfælde kunne være udtryk for et bedste skøn, og at instituttet ved beregning af et nedskrivningsbehov på et udlån nødvendigvis altid skal forholde sig til, om den faste nedskrivningsprocent er udtryk for bedste skøn for det konkrete udlån / den konkrete låntager - og korrigere den beregnede nedskrivning, hvis dette ikke er tilfældet.

4. Fondsrådets afgørelse og reaktion

Fondsrådet påbød på den baggrund instituttet - ved beregning af nedskrivningsbehov på individuelt vurderede udlån - altid at foretage en konkret vurdering af, om den faste nedskrivningsprocent af blanco også er udtryk for bedste skøn for den enkelte låntager samt at foretage korrektion af den beregnede nedskrivning, hvis dette ikke er tilfældet.

I sin afgørelse oplyste Fondsrådet instituttet om, at påbuddet kan undlades efterkommet, hvis virkningen af at følge instituttets alternative praksis frem for at følge påbuddet alene er uvæsentlig, jf. IAS 8, afsnit 8.

I den forbindelse understregede Fondsrådet, at instituttet - hvis det vælger at følge en alternativ praksis - skal foretage en væsentlighedsvurdering forud for enhver ekstern regnskabsrapportering, og at denne vurdering skal foretages således, at det vurderes, om alle ikke-korrigerede fejlinformationer i regnskabet (som følge af ikke at følge påbuddet eller opstået på anden vis), både enkeltvist og sammenlagt er uvæsentlige for regnskabet som helhed.